
Har du modet til at gå forrest?
Kan du se dig selv i et energisk, naturskønt miljø omgivet af glade gæster, smagfuld is, kaffe og kage – og kan du motivere andre til at gøre det ligeså godt som dig?
Så kan det være lige netop dig vi søger!
Du arbejder tæt sammen med chefen, og er i chefens fravær ansvarlig for driften i enten ishuset eller kaffestuen. Du skal derfor kunne lide at tage ansvar, have fysikken i orden, være god til at få tingene til at ske, og så falder det dig naturligt at træde i karakter ved behov. Du vil blive et essentielt ansigt for vores 15-20 unge (under 18 år), der under deres oplæring vil læne sig op af dig og det du gør.
Udover at sikre vores gæster de bedste oplevelser, skal du kunne bevare et køligt overblik for dig selv og vores ansatte under 18 år. Vi forestiller os derfor, at du som person er praktisk anlagt, hurtig på benene og kan iføre dig førertrøjen med scooperen eller pitcheren i hånden, når der er tryk på.
Dit arbejde vil foregå i et energisk miljø med dedikerede teams, og du vil i høj grad være dén med fingeren på pulsen. Det er derfor vigtigt for os, at du sæsonen igennem får den rette sparring med din leder. Det er vores mål, at du gennem din oplæring bliver så fortrolig med vores værdigrundlag og produkter, at du hurtigt vil føle dig i ét med forretningen.
Erfaring som barista er et plus, men ikke et must; kaffetræning vil indgå som del af din oplæring. Vi er kendt for vores kvalitet og service, og det er vigtigt, at et besøg hos os er den samme gode oplevelse – hver gang.
Vi tilbyder …
en social arbejdsplads i naturskøn atmosfære – direkte til Esrum sø. Alt i ishuset og kaffestuen er indrettet af os selv og vi tager udgangspunkt i, hvad vi synes er uformelt, rart og hyggeligt, og som passer til et åndehul på kanten af nationalparken Kongernes Nordsjælland. Vi udvikler og kreerer selv vores kager og gør os umage med det vi kaster os ud i. Sæsonen igennem finder vi på nye tiltag, som du løbende skal være frisk på at eksekvere i ishuset og kaffestuen. Du skal være indstillet på en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og kort til gæsten. Vi tror på, at et rart miljø og et hold, der elsker at spille hinanden gode, er afgørende for at sikre værdifulde oplevelser for vores gæster sæsonen igennem.
Vi søger både til fuld- og deltid, så uanset om du ønsker et studiejob, har et (eller flere) sabbatår eller ønsker et karriereskift, er der muligheder. Arbejdet vil følge ishusets og kaffestuens åbningstid, som er længst i sommerperioden. Der vil være mulighed for at tilegne sig flere eller færre timer efter nærmere aftale.
Lad os høre fra dig.
Send os en motiveret ansøgning sammen med et billede og dit CV til kaffestuen@ishus.dk i dag.
Skriv “manager/barista” efterfulgt af dit navn i emnefeltet samt om du søger en deltid- eller fuldtidsstilling.
Tiltrædelse 1. april eller efter nærmere aftale.
Vi lukker for samtaler, når vi har det rette match og samtaler afholdes løbende.
Vi glæder os til at høre fra dig.
One thought to “Er du vores nye manager og barista?”
Pingback: Vi søger personale - Sørup Is
Comments are closed.